Ensemble MidtVest (EMV) spiller kammermusik og skaber musikalske oplevelser helt udover scenekanten. Vi lever i spændingsfeltet mellem traditionelle kammerkoncerter og nye innovative formater, hvor vi udfordrer kammermusikkens udtryksmuligheder, og udfolder de sidste 500 års klassiske repertoire og fri improvisation. Vi ønsker at skabe en personlig relation til publikum og gøre den musikalske oplevelse nærværende og relevant for et bredt publikum. Det gælder både når vi møder publikum i – og udenfor koncertsalen. For musik er en ret – ikke et privilegium, og derfor er vi med til at sikre lige adgang til klassisk musik i yderområderne og danne rammerne for lokale fællesskaber og talentudvikling.Koncerter i ind- og udlandVi spiller ca. 100 koncerter om året i ind- og udland og har bl.a. optrådt i Carnegie Hall i New York, Nordic Museum i Seattle, Kings’ Place i London, såvel som på Musikfestspiele Mecklenburg-Vorpommern, Rio International Chamber Music Week, ULTIMA Festival i Oslo, The Vale of Glamorgan Festival i Wales og Mantova Chamber Music Festival i Italien.Vi samarbejder jævnligt med højtprofilerede musikere. Blandt tidligere samarbejdspartnere kan bl.a. nævnes: Pekka Kuusisto, Tai Murray (violin), Jennifer Stumm (bratsch), Torleif Thedéen, Christoph Richter, Andreas Brantelid, Matthew Barley (cello), Knut Erik Sundquist (kontrabas), Martin Fröst, Charles Neidich, Johannes Peitz (klarinet), Alexander Lonquich, Christian Ihle Hadland, Christina Bjørkøe, Aleksandar Madžar (klaver), Johannes Fischer (percussion), Christina Landshamer (sopran), Bo Skovhus (baryton), Per Arne Glorvigen, Paolo Russo (bandoneón), Den Danske Strygekvartet og Trio con Brio Copenhagen.Kunstneriske samarbejderFra 2014-2018 har den anerkendte fagottist Sergio Azzolini været tilknyttet som kunstnerisk konsulent for ensemblet med fokus på barok og den tidlige klassiske musik.Ud over den traditionelle kammermusik arbejder ensemblet med klassisk improvisation med henblik på at skabe deres eget musikalske sprog. I den forbindelse har den kendte jazzpianist Carsten Dahl været tilknyttet som kunstnerisk konsulent fra 2007-2017. Sammen med Carsten Dahl har musikerne gennem klassisk improvisation udviklet deres musikalske intuition og individualitet. MusikudgivelserEnsemble MidtVest har indspillet 23 CD’er. Indspilningen af Mozart og Brahms klaverkvartetter har tidligere vundet DRs P2-Prisen for årets bedste danske CD-udgivelse. I 2020 var det anmelderroste album ”Whirl’s World” med værker af Per Nørgård nomineret til en Gramophone Award. FaktaEMV blev etableret i 2002 og består af 9 klassiske musikere, der tilsammen udgør en besætning bestående af en strygetrio, en blæserkvintet og en pianist. EMV bor til daglig på kunstmuseet HEART – Herning Museum of Contemporary Art, der både huser prøvelokaler og koncertsal. Vi er et Danmarks basisensembler og er støttet af Statens Kunstfond samt de tre kommuner Herning, Holstebro og Struer.